Skip to main content

Pas på – U13 kommer

Så blev klubmesterskabet for U13 juniorerne afgjort. Spændingen om mesterskabet blev udløst allerede efter lørdagens 18 huller, hvor Oscar i god vind ’skød’ en imponerende 79’er – superflot, og i øvrigt kun overgået af ganske få af de ældste juniorer og mid-age spillere, som også spillede i denne weekend. Nærmeste U13-spiller var Rasmus, som kom rundt i 90 slag på førstedagen.
Det var da også Oscar og Rasmus, der indtog hhv. første- og andenpladsen efter søndagens runde, mens Mikkel med en fin 2. runde lige klemte sig ind på 3. pladsen foran Marcus og Emil, som delte 4. pladsen kun 2 slag efter podiepladserne.

Resultatet

1 Oscar Etlar Rasmussen (79-86)+23

2 Rasmus Allentoft Larsen (90-88)+36

3 Mikkel Krogh (101-91)+50

Et stort tillykke til Oscar og co.

Flot slag – det var bare ikke din bold…
Men et er resultaterne, noget andet er det engagement og den golfglæde blandt de helt unge juniorer, vi var vidne til. Mange var med i deres første rigtige turnering og var måske noget nervøse på 1. tee. Nervøsiteten blandt mesterskabsdebutanterne var dog hurtigt væk, der blev gået til den - og der manglede ikke ros og beundring fra medspillerne, når der blev lavet et godt slag. Ros og anerkendelse udeblev da heller ikke, da Jeppe lavede et flot langt indspil på hul 13 – også selvom det var med den forkerte bold, og det kostede et par strafslag. Det var jo faktisk et rigtig godt slag.
Ja, og positiv stemning forplanter sig. Som 10-årige Mathias med en god portion stolthed sagde under 2. runde: ”jeg spiller bare helt blændende i dag – (pause) - når jeg tænker over det, tror jeg faktisk aldrig jeg har spillet bedre”. Og en anden perle: ”Det gør ikke noget, jeg rammer bolden lidt dårligt en gang imellem – bare den er lige, for så er jeg jo kommet tættere på hullet”. Her er der vist ikke behov for mental træning. Mathias gik i øvrigt en fin 112’er på 2. dagen.