Skip to main content

MGK Open 2014

Traditionen tro blev MGK Open afholdt i weekenden 28. – 29. juni 2014, og tuneringen er efterhånden blevet en fast del af sommerens elite ranglisteturneringer.

I år blev der ikke oprettet nogen damerække grundet for få tilmeldinger, og derfor blev herrerækken udvidet til max 72 spillere i stedet for de oprindelige 56. Turneringen var fuldt tegnet, og det var rigtig flot i en tid, hvor der er mange turneringer rundt om i Danmark.
MGK var repræsenteret med 12 spillere, hvoraf 2 havde fået wild card.

Greenkeeperstaben havde sat banen op til turneringen med nogle hurtige og flotte greens og gode fairways, hvilket også blev bemærket fra spillernes side, som roste anlægget.
På trods af at vores rough nu er blevet klippet ned og dermed har lettet sværhedsgraden betydeligt, måtte alle spillere yde deres absolut bedste for at få nogle lave scores på kortet.
I 1. runde så det ud som om at banerekorden var i fare, da Jakob Kofod Andersen fra Dragør var 5 under par på de første 9. Det skulle dog vise sig ikke at være helt så let, da selvsamme spiller måtte indkassere 2 over par på de sidste 9 huller, og dermed sluttede dagen med en 68'er, som var en 1. plads efter de første 18 huller.

Efter 36 huller var der cut og feltet blev halveret. Rasmus Brock Pedersen fra MGK kunne efter 2 runder i henholdsvis 69 og 69, samlet 4 under par, se frem imod finaledagen og de sidste 18 huller som fører af feltet.

De tilbageværende spillere skulle således søndag spille de sidste 18 huller, og der var lagt op til en spændende finaledag med et meget tæt førerfelt.

MGK Open 2014 Vejret viste sig fra sin bedste side, hvilket var medvirkende til, at der på finaledagen blev leveret nogle meget fine scores. Rasmus kunne ikke helt holde trit med de forreste og sluttede med en runde i 72.
MGK Open 2014 VinderMGK Open 2014 blev vundet af Patrick Rasmussen fra Helsingør Golfklub med scores 69, 71 og afslutningsvist en meget flot 67'er på finaledagen og dermed samlet 207 slag – 6 under par for turneringen, foran Alexander Rivas fra Fredensborg med samlet 209 slag – 4 under par og Rasmus Brock Pedersen på en 3. plads med samlet 210 slag og 3 under par.

Tillykke til Patrick!

En STOR tak skal lyde til NYKREDIT for deres sponsorat til turneringen og ikke mindst til alle de frivillige, som gjorde det muligt at afholde turneringen og var medvirkende til, at den forløb uden problemer og med stor ros fra spillerne.

Sportsudvalget v. Henrik Møller