Log på

KM2021

I dagene 27.-29. august afvikledes mesterskaberne i alle rækker.

Om fredagen spillede Superveteranerne (+70) deres første runde. Hos damerne var der desværre kun to deltagende spillere (én udeblev), men de havde en god runde. Hos herrerne kæmpede 17 spillere om at klare cuttet til om søndagen. Flere gode overraskende scores kom ind.

Om lørdagen spillede alle andre rækker så deres første runde, og damer/herrer tillige deres anden runde om eftermiddagen.
De første der slog ud fra kl. 8 var vores bedste herrer og damer, som desværre (ligesom turneringsledelsen) blev overrasket over en del vand på nogle af de første greens. Det blev overvejet om der skulle ændres på noget grundet dette, men da der var kort udsigt til stop i regnen besluttede vi at fortsætte. Vi var også lidt tidspresset, da vi gerne ville afvikle anden runde for damer/herrer om eftermiddagen. Den efterfølgende score blandt de bedste viste også at genen tilsyneladende havde mindre indflydelse på resultaterne. De fleste spillere kom gennem dagen med kun mindre regn.
Tre spillere i herrerækken mødte af uvis grund ikke op, men de resterende 23 gik fine runder, og efter dagens anden runde viste førerbolden til om søndagen sig at se nogenlunde ud som forventet. Patrick O’Neill 3 under banens par, Nicolai H. Main i par og Viktor Bak Ulriksen 10 over par.
De samme to spillere førte Mid-Age efter lørdagen, men flere gode scores fulgte lige efter.
Hos damerne slog 3 spillere ud, og efter lørdagens to runder førte Emma Bunch suverænt én over banens par, efterfulgt af Louise Bækgaard.
Hos Senior-Herrer (50-59 år) deltog 17 spillere med meget jævnbyrdige scores, så spændingen blev bevaret til om søndagen. Hos Senior-Damerne deltog to spillere, og Annette Borch og Christa Jørgensen lå helt lige i 89 efter første runde.
I Veteran-Herrer var 22 spillere tilmeldt. Én mødte slet ikke op. Én trak sig uden kendt grund inden runden var færdig, og to glemte at underskrive sit scorekort. 10 gik videre til om søndagen. Hos Veteran-Damer førte Marie-Louise Jensen med to slag bedre end Anette Pedersen efter første runde.
Juniordrengene bevarede også spændingen til om søndagen, da Sylvester Fioritto og Lars Svanholm lå helt lige i en score på 88 slag.

Om søndagen havde vi noget bedre vejr, og der blev spillet noget godt golf.
De to Superveteran Damer gik rundt i lidt over 3 timer, og Gurli Vittrup kunne kåres som vinder foran Ann-Kristin Nielsen. Hos Superveteran Herrer holdt Jan Axlev fast i sin føring, og vandt med samlet score på 188 slag. Leif Hjort havde kun lige klaret cuttet om fredagen, men med rækkens bedste runde om søndagen kom han ind som runner-up, 4 slag efter Jan.
Hos Veteran Herrer holdt de fleste fast i deres spil fra om lørdagen, og vinder med samlet 164 slag for de to runder blev Frank Ivanhoe. Runner-up blev Ole Hesselager, 3 slag efter. Hos Veteran Damer skulle det vise sig at blive dagens mest spændende afgørelse. Anette Pedersen havde på runden hentet de to slag som Marie-Louise Jensen førte med, så de to måtte i omspil på hul 18. Her trak Marie-Louise det længste strå.
Hos Senior-Herrer rykkede Knud Tharben fra en 4.-plads op og vandt rækken med samlet score på 165 slag. Her blev runner-up Jesper Dahl, to slag efter. De to Senior-Damer gik ud i samme score, men Annette Borch klarede sig bedst, og vandt over Christa Jørgensen.
Hos Junior drengene strammede Sylvester Fioritto noget op på søndagens runde og gik en 81’er, og vandt dermed i samlet 169 slag. Runner-up Lars Svanholm.
I Damerækken forbedrede Emma Bunch sig yderligere i sidste runde, og vandt rækken samlet én under par. Runner-up blev Louise Bækgaard. I Herrerækken gik Patrick O’Neill endnu en runde i par, og vandt dermed rækken 3 under par. Runner-up 2 over par blev Nicolai H. Main.
For Mid-age herrer blev resultatet det samme som i herrerækken, men her blev også skudt nogle fine sekundære runder af.
Alle spillere der passerede hul 9/10 om søndagen fik tilbudt en sandwich og en drik til den videre tur, ligesom tilskuerne kunne få en øl eller vand.

Præmieoverrækkelsen skete løbende hen over eftermiddagen efterhånden som spillerne kom ind.

Desværre havde for få eller ingen tilmeldt sig i rækkerne Juniorpiger og Mid-Age damer. Utroligt at vi i aldersgruppen 35-49 år ikke har flere damespillere der vil deltage.

Alt i alt en god (forlænget) weekend med god golf, og fin stemning hele vejen rundt. 

Alle resultatlister kan ses på Golfbox. Klik i rullemenuen og vælg række.

Damer/Herrer:
https://www.golfbox.dk/portal/golf_info/gbtourframe.asp?selected={CC74A204-A100-4547-9A48-63BF5E02C2D2}&language=1030&=undefined#/competition/3099904/leaderboard
Øvrige rækker:
https://www.golfbox.dk/portal/golf_info/gbtourframe.asp?selected={CC74A204-A100-4547-9A48-63BF5E02C2D2}&language=1030&=undefined#/competition/2748629/results/2702057

Turneringsleder Jesper Theilmann.

Gå til toppen